Ulykke part IV – Ulykkesstatus, når folk ikke forstår

Når det kommer til min ulykke, så er der noget ved hele situationen, som er begyndt at fylde mere og mere..
Det der med at fejre noget indeni, kan ofte være utrolig svært når det kommer til forståelse fra omverden.
Det er så nemt, nå man har brækket en arm, et ben eller lignende – altså noget som kan ses! Men når det er det indre og følelser der er i spil, kan det være svært for nogle personer at sætte sig ind i – særligt hvis de ikke forstår..
I min familie (og rent generelt), er det ikke alle som forstår og/eller kan sætte sig ind i følelser og det kan derfor være rigtig svært og hårdt (og kræve/tage mange kræfter) hele tiden at vise overskud og sætte et smil på læben. Og knækker jeg og begynder at græde, bliver der ser mærkeligt på mig og kommentarer som ‘jeg skal tage mig sammen’ eller ‘jeg ødelægger stemningen’ er rigtig hårde (og slet ikke hjælpende) at få smidt i hovedet – mere tvært imod, så ødelægger det mere.
Men det er desværre virkeligheden og jeg er konstant på overarbejde, for at vise den overskud jeg ikke har. Lige nu er særligt rigtig hård, idet jeg er midt i min ‘chok fase’. Fasen hvor jeg er igang med at indse hvor heldig jeg rent faktisk har været, mht. ulykken.

Jeg har hele tiden set mig som værende en uheldig person. En person som har tænkt på alt det jeg kunne før, men nu ikke længere kan. Men jo.. Jeg har faktisk været utrolig heldig – som i RIGTIG MEGET heldig!
En af mine forældres gode venners datter, som er fysioterapeut har været sød at kigge min sag igennem sammen med en kollega og de har efterfølgende fortalt mig, at jeg skal være så taknemlig for, at jeg stadig har både førlighed og livet i behold. De skrev blandt andet følgende til mig En ting er dine 4 ryghvirvel som er skruet sammen, men bruddet på dine 4 ribben kunne hurtigt have prikket hul på nogle af de indre organer og bruddet i din ryg er “heldigt”. Så ja, det kunne være meget værre! Både med smerter men også med førlighed. Det kunne godt være endt med et tværsnitssyndrom (at du var blevet lam fra brud og ned). Og din ene lunge var lidt punkteret, men heldigvis så lidt at det ikke skulle behandles.
Jeg skal ikke lyve, da hun sendt mig den besked stod tårerne ned at kinderne på mig på den taknemlige måde. Men desværre også med had overfor cyklisten som er skyld i det hele.

Så ja at jeg er i chok-fasen lige nu og så frustrerende over de i min dagligdag som synes at jeg er svag og underlig.

Læs også: Ulykke part II – One month ago

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

14 kommentarer

  1. Tina KH

    Kæreste Ida,

    du kan tro jeg forstår dig og du er velkommen til at kontakte mig hvis du har behov.

    Jeg blev overfaldet af en psykisk syg udad reagerende ung fyr på mit arbejde for 7 år siden og blev invalideret på kroppen men også med PTSD og siden udviklede det sig til en depression, fordi ingen tager det psykiske alvorligt og du kan tro jeg kender de udtalelser og skæve øjne du også modtager.

    Du er i din fulde ret til at reagere psykisk på din ulykke, den har jo sat sine spor dybt ind og uanset andres holdninger, så er det dit liv og dit sind og kun du ved hvordan du har det.
    Alle følelser er ok- ALLE!

    Men vores samfund har ikke helt den opfattelse. Vi er lidt blevet arbejdsslaver, hold mund, tag dig sammen, kom videre, yd – yd – yd! Det er øv for os som er ramt på både krop og sind.

    Du var jo ikke selv Herre over ulykken, så klart du reagerer, det har du bestemt så meget lov til.
    Jeg fik ingen hjælp til mit PTSD, derfor udviklede det sig til en depression, som nu er blevet kronisk og jeg døjer stadig med PTSD og må hele tiden kæmpe med at holde mine følelser nede, når der er andre mennesker omkring mig, og det burde være ok at få lov at være trist.
    Jeg valgte dem fra, som var grove ved mig, det gjorde jeg for at få fred til at prøve at heale.

    Du må se hvad du kan gøre, handle på og kan du snart klare dig i egen lejlighed?
    Tanker din vej.

    • Tak for din kommentar Tina! Din oplevelse lyder virkelig også slem! Kan slet ikke sætte ord på, hvor meget jeg føler med dig.
      Jeg er begyndt at være lidt hos mig selv, eller prøver på det. Men det er svært.
      Tak!

  2. Susanne J

    Sødeste Ida, hvor jeg forstår og føler med dig. Op på hesten igen, som man siger. Du skal ikke lade den grimme oplevelse slå dig ud, hvor svært det end er. Håber du kommer godt igennem det hele og finder styrken igen.
    Alt det bedste herfra.
    Knus og kram

  3. Jeg kan slet ikke vide hvad det er du går igennem, men jeg kan forestille mig at det må føles hårdt og meget, meget, meget urimeligt! Det er overhovedet ikke i fair det du skal igennem, og det at måske få frataget sig noget uden selv at være skyld i det.

    Det er ikke fair, og det er på alle måder i orden at føle at det er urimeligt. For gu er det det! MØG URIMELIGT altså!

    Jeg ved ikke engang hvad jeg skal sige, men jeg sender dig en masse tanker, og et kæmpe kram. Jeg håber du får det bedre i en fart, vi herinde vil i hvert fald gladeligt lytte! <3

  4. Tine Lildballe

    Åh hvor bliver jeg ked af ar høre, at folk behandler dig på den måde. Hvor er ddt bare ufølsomt. Ødelægger stemningen…… det er da DEM der gør det, ved at være så blottede for empati og medmenneskelighed. Men jeg kan desværre godt kende det. Heldigvis er der aldrig nogen der har sagt den slags til mig, men der gik også MEGET lang tid, før jeg for alvor begyndte at færdes ude og se andre end de allernærmeste. Men jeg kender blikkene. Og man kan se på folk, når de tænker “nu igen” eller andet i den dur. Når jeg er i en gruppe og der er nogen der foreslår et eller andet. Det kan fx bare være en gåtur. Og jeg er nødt til at sige, at det kan jeg ikke… det er hårdt.

    Det tager tid at komme sig over så voldsomt en ulykke som din. Og du har lov til at føle alle de følelser du har. Ingen af dem er forkerte eller til besvær. Man lærer desværre hvem der er der og hvem der ikke er, når man er igennem noget så voldsomt. Og med tiden får man sorteret fra og til. Men det er hårdt.

    I øvrigt er jeg glad for at du var heldig. Men det er svært at få at vide tænker jeg. Det var det for mig. Det satte gang i “hvad nu hvis” tankerne. Hvad nu hvis mit knuste bækken havde revet et af de store blodkar op og jeg var forblødt inden vi nåede hospitalet. Hvad nu hvis min ryg havde været brækket mere alvorlig. Hvad nu hvis jeg havde smadret mig hovede. Hvad hvis min søn var død.
    Jeg prøver at acceptere de er der, vende dem og sige “men det skete ikke” og så skubbe dem væk. Jeg får dem stadig. Men de påvirker mig ikke i samme grad. Jeg kan holde dem på afstand, som holdt jeg dem i hånden og strakte armen ud. De får ikke lov til at komme ind i mit hjerte. Det er pisse svært. Det tager tid. Og kræver hjælp. Men det kommer. Det bliver bedre. Bare du ikke lukker det inde.

    Kram til dig

    • Tine!! Jeg er så glad for dine kommentarer, TAK!
      Din historie er også i mine tanker! Og de der ‘hvad nu hvis’ tanker, kan jeg kun genkende alt for godt. Det er så skræmmende at tænke på, hvor tæt på man var, før at det ville være rigtig rigtig slemt.
      Dine ord styrker, TAK!

  5. Jeg tror desværre det er svært at sætte sig ind i alle aspekter af det du beskriver her, men der er virkeligt mennesker der kan sætte sig ind i store dele af det og ved at skrive om dine frustrationer tænker jeg også, at du kan være med til at hjælpe andre i lignende situationer.

    Jeg var selv i et trafikuheld, det er nu flere år siden efterhånden, men det er noget der påvirkede mig meget og det har også været med til at forme den person som jeg er i dag, men hold nu kæft hvor er det hårdt. Jeg havde det svært ved at få at vide jeg var heldig, for som jeg ser det havde det heldige været hvis der ikke lige var en der synes det var en god idé at køre over for rødt og dermed ramme mig i fodgængerovergangen hvor jeg var ved at gå over for grønt. Mine skader var slet ikke nær så slemme som dine og det er jeg selvfølgelig utroligt taknemmelig for, men det heldige havde været hvis ulykken aldrig havde fundet sted – tænker at du tænker noget i den samme dur. Mit had mod bilisten der ramte mig var utroligt voldsomt i lang tid, et had jeg aldrig havde oplevet før også, jeg fik så vidnet mod ham i retten og dermed fik jeg en smule ‘closure’. Dog ved jeg ikke hvad der foregik efterfølgende, for han ville snakke med dommeren efter domsafsigelsen uden min tilstedeværelse fordi han mente 3 års ubetinget frakendelse og en bøde på 750 kroner med pensionistrabat var urimeligt… Der var jeg virkeligt ved at boble over af vrede igen.

    Det er hårdt at høre at folk omkring dig reagerer med den slags kommentarer, det kan jeg slet ikke sætte mig ind i, for jeg fik utroligt meget støtte og selvom folk måske var lidt ubekvemme omkring mig i en periode var der ikke skæve blikke på samme måde, for folk forstod ligesom at det ikke var noget jeg selv var herre over. Det eneste der gav uforstående kommentarer og mærkelige blikke var at jeg kun kunne tage bussen i skole, men sagtens kunne gå hjem – det gav selvfølgelig heller ikke helt mening, men det gør angst/PTSD altså ikke altid.

    Skriv endelig videre og kom ud med frustrationerne herinde, og så kom dig lige hurtigst muligt, både fysisk og psykisk, ikke? <3

    • Tak for din kommentar Maja. Er glad for at der ikke skete dig mere, men hold op det lyder som en tosse (undskyld mit sprog), at brokke sig over en bøde og en fratagelse, når man sammenligner med, hvad han har gjort mod dig.
      Pt. kender jeg intet til verken cyklist og billist, og må tilstå at mit had er stort. Men jeg tænker også, om det måske vil læempe lidt, hvis jeg ‘møder’ vedkommende og ser, at der rent faktisk er et menneske med et hjerte og følelser bag.
      Hvor er du sød at skrive at jeg endelig skal skrive videre omkring det hele – må tilstå at det også skyrker mig, at komme ud med det. Så det er rart at du værdsætter det.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *