Ulykke part XIX – Min ulykke, i dag er det 5 år siden, at min verden forandrede sig
I dag d 15 august 2022 og helt præcis omkring kl. 15.15, er det 5 år siden, at mit liv tog en drejning. En eftermiddag, som var planlagt til hygge med min daværende 2 årige niece. Vi skulle hygge, på legepladsen og hun skulle gynge derud af – hendes på daværende tidspunkt yndlings beskæftigelse.
Men guderne ønskede noget andet.. På vej frem til min niece blev jeg kørt ned… Noget jeg har skrevet meget om tidligere. I dag er det fortsat en dag, som jeg stadig ikke husker meget af. Ikke andet end at vågnede forvirret, rundtosset og med smerter i hele kroppen. Og herudover det, som politiet og deres politirapport har fortalt mig.
For at give en kort og hurtig intro beskrivelse af hændelsen, som jeg har fået den fortalt. Jeg blev overhalet af en håndværker cyklist og idet han overhaler mig, tager hans håndværkerbælte fat i mit styr og sætter mig ud af kurs. Jeg bliver kastet ud i en sættevogn på kørebanen og den slynger herefter mig tilbage og jeg rammer asfalten med hele min højre side. Hvilket medførte brud på 12 ryghvirvel, 4 brækkede ribben, brækket højre skuldre, brud i hovedet, hjernerystelse, samt en masse skrammer i ansigtet. Det lyder virkelig alvorligt, når jeg skriver det hele i en og samme sætning og det var det også!
Lægerne fortalte at jeg var utrolig heldig, at jeg ikke kom mere til og at chancen for at jeg kunne have været død var stor. Scanningerne viste også at jeg havde været små millimeter fra, at jeg var endt med at være lam fra brystet og ned. Noget som stadig i dag, 5 år efter ulykken, e svært for mig at tænke på. Jeg kunne jo i virkeligheden havet siddet i en kørestol i dag!
Jeg husker stadig at mor mor vækkede
mig inden hun tog på arbejde så hun
lige kunne hjælpe mig i bad
Men heldigvis endte det ikke så galt. Og ærligt så har jeg stadig svært ved at forstå alvoren i det hele. Jeg vågnede op og var i live.. Jeg var godt nok dopet på stort set alt hvad der fandtes og skulle ‘bare’ kæmpe mig tilbage. ‘men jeg overlede jo’! Og selvom at jeg efterfølgende har fået af vide, at jeg kun var få millimeter for at blive lam fra livet og ned, så tænker jeg stadig, at det var dem som var omkring mig, som var mest mærket af hele oplevelsen. De så mig som jeg var, ødelagt og med utallige af smerter. Jeg var heldigvis selv, mest uvist omkring det hele. Hvilket jeg tænker, gjorde min lange og sej vej tilbage forude og tilbage til tilværelsen noget nemmere.
Så alt det som jeg ikke opfangede, det tror jeg faktisk er godt og bedre som værende den tilskadekommende til gode. Jeg indså aldrig rigtig hvor slemt det egentlig var. Hvilket jeg også tror har gjort det nemmere for mig at finde tilbage til hverdagen. Jeg blev udskrevet 14 dage efter ulykken og flyttede hjem til mine forældre, da jeg forsat ikke kunne noget. Jeg husker stadig at mor mor vækkede mig inden hun tog på arbejde. Så hun lige kunne hjælpe mig i bad. Og hjalp mig med at få t-shirt på og så skulle jeg sove igen. Men jeg husker også, at jeg hurtigt sagde at jeg ville op på en cykel. Min cykel har altid været mit foretrækkende transportmiddel og jeg ville ikke ende med at blive skræmt for at cykle.
Men hvor er jeg i dag og er jeg mærket af?
Det som jeg synes er det værste ved hele episoden er, at ingen har taget ansvar. Både cyklist og bilist beskyldte hinanden, hvilket betød at ingen endte med at tage/få skylden for episoden. Jeg ved dog selv godt, hvem jeg tænker er årsagen (cyklisten…!) Og i dag, der er jeg bestemt mærket af det handlingen! Jeg fik konstateret 30 % mén i min ryg og har derfor kronisk ondt i ryggen. Noget som jeg har lært at leve med, men som også har sine udfordringer. Hjemme og på kontoret har jeg en pude til ryggen. Men når jeg er ude, så skal jeg altid have en pude med mig, eller jeg sidder på siden af stolen, så ryglænet er i siden. Herudover har jeg et ar ved mit højre ørenbryn og et at ned at hele ryggen. Og så er mit fokus og koncentration blevet mindre. Jeg bliver også hurtigere træt. Og jeg kan blive hurtigere irriteret og jeg tænker heller ikke helt så klart som tidligere. Så mit liv er blevet en del anderledes og jeg har herudover dannet nye rutiner i min hverdag for at kunne fungere. For eksempel møder jeg tidligt om morgen (gerne før kl. 7), da jeg ikke føler mig tryg i trafikken og slet ikke i myldretiden. Og så er der pude i ryggen, så jeg kan læne mig tilbage og ellers sidder de godt 90 grader forkert på stolen. Men til tider så tager jeg også mig selv i at sidde lænet med siden op ad ryglænet, eller ligger godt ned i stolen, for at ryggen af stolen ikke rammer mine skuer. Det ser ikke kønt ud, men det er en leve måde ☺️
Men når oven stående er sagt, så prioriterer jeg også tilværelsen så meget som det er muligt. Jeg møder ind på kontoret hver dag og i weekenderne ses jeg med familie, venner og veninder så meget om jeg kan. Jeg prøver også lidt i hverdagene, men det er hårdt efter en arbejdsdag og her har jeg mere brug for at slappe af.
Vi skal passe på hinanden i trafikken! Det kan gå galt, virkelig galt. Det kan jeg selv sige alt om!
Dagen markerer jeg sammen med min mor. Vi er på Gran Canaria, hor vi slapper af og nyder sol og varme og slapper af ☀️
Ulykke part XIX – Min ulykke, i dag er det 5 år siden, at min verden forandrede sig
