Det er ikke meget, jeg skriver om ulykken længere. Årsagen er desværre ikke, at det gør meget bedre, men mere, at der ikke har været så meget at skrive om.. Men nu er der endelig sket noget og faktisk er der blevet sat punktum ved det hele – Både på den gode og den dårlige måde..
Skal jeg starte med det dårlige, så kan jeg skrive, at både cyklist og bilist, fortsat frasiger sig alle former for ansvar. Jeg har derfor valgt at opgive kampen om et ‘undskyld’, hvilket var det jeg havde aller mest har behov for. Det der med, at nogle tager skylden. Men desværre tænker begge forsikringsselskaber kun på kroner og øre, end at se på det med menneskelige øjne 😔
Mht. mig selv, så var jeg tilbage i august sidste år, til mit års tjek. Hvilket var her, jeg også blev afsluttet på Ridshospitalet. Konklusionen var, at man ikke kunne gøre mere. Og jeg må derfor indse, at jeg nok skal leve med smerterne resten af livet og altid have en støttepude med mig.. Smerter som desværre tiltager lidt i perioder, siden jeg er kommet tilbage på fuldtid på arbejdet.
Dommen kom i september måned og konklusionen
lyder på, at ulykken har medført et varigt mén på 20%
I august måned i år, var jeg så til et lægetjek, med henblik på at få fastlagt min mén grad. Lægen var rigtig god og grundig og kom hele vejen rundt. Han havde læst godt op på min journal, han spurgte godt ind til mig, samtidig med, at han lavede diverse øvelser på mig.
Dommen kom i september måned og konklusionen lyder på at ulykken har medført et varigt mén på 20%.. 😔 Det som begrundelsen kommer af, er blandt andet følgende:
• Smerter i ryggen og følelsesløshed i længen, samt dagligt behov for smertestillende
• Jeg kan kun løfte højre arm 90 cm
• Arret ved øjet – heldigvis er arret på ryggen så fint, at det ikke er taget med i beregningen 😊
Herudover går jeg fast til fysioterapeut.
Så 20 % varig mén.. 😔 Jeg har virkelig frygtet dagen, hvor der blev lagt tal på mine skader og nu ved jeg det. Noget som gør mig rigtig ked af det, at én person, på så kort tid, kan ødelægge så meget. Og jeg er endnu mere ked af, at samme person, slet ikke tager skylden til sig og siger ‘ Undskyld, det er jeg virkelig ked af’. Men det må jeg desværre bare lære at leve med.
Men for at slutte alt skriveriet omkring ulykke på en god måde, så har jeg så småt fundet nogle gode rytmer, hvor jeg kan leve med det. Der vil selvfølgelig altid være noget, som jeg ikke kan og smerterne vil altid være der. Men jeg har fundet ud af, hvordan jeg kan leve med det og holde det ud. Det er blandt andet, at jeg sidder skævt på en stol, i stedet for at have ryglænet i ryggen, så har jeg det i siden og læner mig op af det på den måde og jeg har skiftet job og fået mig en masse nye søde kollegaer, som er med til at skabe smil, liv og glade dage 😊
Kære Ida.
Det er godt der er kommet mén på:-)
Men ej godt ingen tager ansvar.
Jeg tænker ofte, at mennesker ikke altid er så gode når det kommer til stykket.
Det gør mig ked af det på dine vegne, at ingen vil tage deres del af ansvaret.
Du skal jo for evigt være mærket af ulykken.
Jeg håber du klarer dig i livet og har fundet en måde at klare tingene på.
Hilsner og pas godt på dig og håber du får en så god oktober som muligt :-)
Tak Tina, for dine altid varme kommentarer. Ja det er rigtig øv, at ingen tager ansvar og giver et Undskyld og det gør ondt – rigtig ondt! Men vælger at tænke, at så er jeg det større et menneske.
Det er så tarveligt de ikke engang kan komme med en undskyldning :-( Føler virkelig med dig <3
Tak Stine !
Det må være rart, at der er kommet en afslutning på det hele, bare ærgerligt at “tossen” ikke vedkender sig det og giver dig en uforbeholden undskyldning:)
Ja, det er rart, at jeg ikke skal bruge flere kræfter på det hele. Men jeg er så ærgerlig og ked af, at de ikke kan erkende sig skylden og tage det ansvar, som de har medført :(