.
Så runder vi d. 15. oktober og det er i dag 2 måneder siden, at ulykken ramte mig.
Jeg er sådan lidt splittet omkring, om det er lang tid siden eller kort tid siden. Når jeg tænker på, at jeg ikke har været på arbejde i to måneder, så synes jeg, at det virker som hundrede år og jeg vil så gerne i gang igen. Men når jeg så siger højt for andre (og for mig selv), at der er gået 2 måneder siden at mit liv ændrede sig, så kan jeg godt høre (og se på folks reaktion), at det stadig er meget tæt på. Og jeg kan også godt mærke på mig selv, både psykisk og fysisk, at jeg stadig er meget hæmmet af det hele.
Hvordan ser hele mit liv så ud, nu 2 måneder efter?
Jeg er stadig på samme medicin mængde, som jeg hele tiden har været på. Eller… jeg er gået ned i malfin om aften, så nu tager jeg 10 mg, hvor jeg før tog 20 mg. Dog har dette medført, at jeg nu tager mere tilskuds morfin, end hvad jeg gjorde før. Så mine smerter er derfor meget de samme, eller egentlig kraftigere end tidligere, hvilket er en kæmpe gene for mig! Det er simpelthen så frustrerende, at jeg 24/7 føler at jeg har en kæp i ryggen og ofte kommer der de mest ubehagelige jag i både lænd, ryg, arm mm. Dette tænker jeg dog, kan have noget at gøre med, at jeg er begyndt at røre mig mere og nok lidt mere end hvad god er – tilstår at jeg (desværre) er for dårligt til at høre på kroppen signaler.
Min angst for at være i trafikken er også tiltaget yderligere. Går jeg over en fodgængerovergang og en billist skal dreje, så er jeg sikker på, at den vil køre mig ned. Angsten er dog ikke kun i trafikken, så sent som igår var jeg på besøg hos min moster og onkel, på et tidspunkt gøgede deres hund og mine alarm klokker ringede med det samme, jeg blev chokeret, bange, var sikker på at der var sket noget.
Men skal jeg kommer med noget positivt, så er jeg flyttet hjem til mig selv (wieee) og har hermed sagt farvel til sengen hos mine forældre. I starten var det rigtig svært (og er det stadig), men det er utrolig rart at være hjemme i faste rammer. Der er stadig ting jeg har svært ved, men jeg værdsætter at have min omgangskreds og ting tæt på mig og jeg tror også at det er en god og sund måde, at komme hurtigere tilbage på.
Jeg er begyndt at gå ture, hvilket kan køre mig meget ned, træthedsmæssigt, men det er bare rigtig vigtigt for mig, at komme ud mindst en gang om dagen og føle at livet stadig findes. Og her må jeg tilstå at bloggen har gjort rigtig meget godt. I dagtimerne har jeg været inviteret til lidt arrangementer med bloggen, noget som har styrket utrolig meget og alle er så imødekommende og respekterer, at jeg går efter en time, da de ved, at jeg ikke kan mere. Men alt dette kan også medføre nogle store rutsjeture i løbet af dagen, hvor jeg kan falde helt sammen, tårerne triller og min seng er det eneste sted jeg vil være. – det er så frustrerende, at blot en time kan køre mig ud!
I onsdags startede jeg til psykolog, hvor jeg havde min første samtale. Jeg havde set meget frem til samtalen, men må indrømme, at jeg ikke helt kan finde ud af, om hun er god eller ej.. Det var lidt som om, at jeg selv havde/har fundet frem til alle mine konklusioner mm., men nu har jeg også tænkt mange tanker omkring hele oplevelsen i lang tid. Jeg ved godt at man ikke kan ligge så meget i en enkel samtale, så hun skal bestemt ses igen. Men det er simpelthen så rart at have fået en af tale med og ‘læsse af’ på, en om ikke er min mor eller en veninde.
Hvad forsikringer angår.. det er stadig en hovedpine! Politirapporten er endnu ikke færdig og jeg må hverken få oplyst eller vide, hvem modparterne er og mine forsikringsselskaber vil ikke hjælpe mig med, at søge erstatning mod/hos dem, så her er jeg fortsat på utrolig bar bund, og ved ærligtalt ikke hvordan jeg skal forholde mig.
Lidt rodet indlæg, – I know – men tilstår også (og har indset) at hovedet har taget mere skade end først tænkt 😔
Læs også: Ulykke part II – One month ago
God søndag søde,
godt du er hjemme i dine egne rammer og kan gøre det som er godt for dig:-)
Med hensyn til smerter og medicin, så er Malfin/contalgin/morfin det meste rene og det er mere jævnt i kroppen.
Hvis du tager tilskudspiller/anden slags morfin i løbet af dagen, så husk at de kan virke kortvarigt og ligesom en bølge, virke efter lidt tid, virker så en kort tid, og klinger så af.
Det er ikke godt for dig og din krop, mere Contalgin/Malpin/morfin er bedre da det ligger sig fast i din krop og dermed virker mere jævnt.
Jeg var jo selv ude for en ulykke for 7 år siden og er stadig på morfin, gik på smerteklinik i e lang tid, så fik behandling og forklaring der.
Det er fint du kommer lidt ud hver dag, glem job og pligter den næste tid. Nu skal du hele og komme dig bedre.
Det kan for mig lyde som om du har udviklet en belastningsreaktion/PTSD, så det er godt hvis din psykolog kan hjælpe hermed.
Jeg fik via min fagforening en krisepsykolog næsten lige efter min arbejdsulykke, 2-3 uger efter.
Det er rigtigt at psykologbehandling omhandler dine tanker, dine copingstrategier og derfor egentlig dig selv der skal behandle dig, men med psykologens støtte.
Hvis du har brug for psykologens råd og vejledning og støtte, så vil jeg anbefale dig at sige det til hende. Så ved hun/han også hvor den har dig og du ved siden hvor du har din hjælper.
Lidt Mindfulnes eller tilsvarende kan dulme dine tanker og du skal i din psyke arbejde meget på at takle dig selv, når du går i alarmberedskab.
Jeg har stadig mit PTSD at slås med, men er blevet bedre til at styre det. Det kan også lige pludselig vælte mig.
Ting tager tid = de 3 Tér :-)
Tag den tid du skal bruge for at komme dig bedst muligt.
Hvad angår dine forsikringer og alt det, så kan de være svære at danse med.
Jeg har stadig ikke fået erstatning, ingen vil helst ikke slippe en øre.
Jeg har sat en erstatningsadvokat på.
Det kan du overveje og undersøge om du vil. Du kan indgå en no cure no pay aftale og dermed kun højst betale ca. 5000 kr. hvis det skulle ske, at du ingen erstatning får.
Men en erstatningsadvokat kan lynhurtigt ud fra din ulykke se om der er erstatning og så tage din sag.
Jeg håber det bedste for dig og du er velkommen til at kontakte mig via min mail, hvis du har behov.
Hilsner og bedre bedring til dig Ida :-)
Tina, først og fremmest tak(!), tak for at du er så sød at skrive så lang en kommentar og giver dig tid og sætter dig ind i min situation – det betyder meget.
Jeg er både på Malfin og Morfin og så tager jeg noget muskelafslappende også, så jeg ikke spænder for meget i kroppen
Tak for dine ord, mht. at ting taget tid (de tre Tér ). Det er noget, som jeg bestemt skal blive bedre til. Og også mht. erstatningsadvokat – håber ikke at det bliver nødvendigt, men det er rart at vide, at muligheden er der (håber også at det ender godt med dine forsikringer).
Tak fordi at jeg må kontakte dig, det vil jeg ikke afvise.
Dejligt du er hjemme hos dig selv igen :)
Mht forsikringerne skal du væbne dig med tålmodighed. Jeg er stadig ikke færdig her 20 måneder efter! Og de vurderer TIDLIGST mén efter 12 måneder. Men jeg kan ikke forstå du ikke kan få et navn eller forsikringsselskab på vedkommende der var skyld i det. Du skal jo have udbetalt svie og smerter løbende mens du er sygemeldt! Altså du får det med tilbagevirkende kraft, når der går igennem med stadigvæk!
Ja det er så rart at være hjemme hos mig selv, selvom jeg stadig kæmper med mange ting.
Ja jeg må indrømme at jeg også er ret frustreret omkring det hele – jeg tror at jeg skal prøve at ringe til min forsikring engang og høre dem ad igen.
Tak Tine!
Dejligt at høre at du er hjemme i egen seng igen, tænker det må være virkelig rart med den tryghed nu du er meget hjemme. Håber på du snart kan slippe lidt for nogle af smerterne og vil bare ønske dig al det bedste og god bedring søde Ida ❤️
Tak søde Ditte, hvor er du bare sød! ❤️
Sødeste smukkeste Ida, som de andre kloge mennesker siger så ja ting tager tid. Heling tager tid, både den fysiske men i særdeleshed også den psykiske heling. Og det allervigtigste i den situation er at lytte til dig selv, din krop og ikke mindst din mavefornemmelse.
Det er så dejligt at høre at du er flyttet hjem til dig selv igen, et stort skridt på vejen at være hjemme i vante omgivelser, blandt sine egne ting og ikke mindst i sin egen seng.
Kæmpe kram og så håber at vi snart ses igen.
God bedring.
Tak søde Trine! ❤️ Ja det er rart at være hjemme, men ja desværre er jeg nok ikke god nok til at lytte til mig selv og mit behov for at slappe af..
Og ja! Lad os snart ses!
Faldt over din giveaway og så endte jeg på dette indlæg..
Skal da lige love for at din verden er blevet vendt på hovedet..
Fedt at du kan bruge bloggen, det gør jeg også selv..
Krammer fra Jeanette – http://www.jeasblanketanker.dk
Tak for din kommentar og krammer – de er værdsat! :)