Ulykke part VI – Et billede siger ikke altid mere end 1000 ord – hvad bagsiden viser

.

Ordsproget ‘Et billede siger mere end 1.000 ord’ har jeg altid tænkt gav god mening, men det ved jeg nu, ikke er sandt!
Nogle af de sætninger jeg møder rigtig meget lige nu efter ulykken er blandt andet, ‘Hvor ser du godt ud, ‘ ‘Hvor er det dejligt at se dig oppe’ og lignende. Jeg ved selvfølgelig godt, at folk mener det i deres bedste mening, men de skulle bare vide, hvor mange kræfter der bliver brugt på at være ude, at mande sig op og bare være til stede til diverse gøremål. Så når sådanne kommentarer bliver ‘slynget ud’, tænker jeg helt automatisk, at så bliver jeg ‘nød til’ at vise at det går godt. Men det er så dumt(!), for hvor bruger jeg mange kræfter på at holde mig oppe, men nu har de jo en forventning til mig! Bare det at være til stede blandt andre mennesker koster kræfter.

Men hvordan ser det så rent faktisk ud indvendigt? Jo lige nu går det faktisk ikke super godt. Godt nok ser det ikke slemt ud udefra. Mit blå øje er væk og arret på ryggen gemmes godt inde bag tøjet, men inden i.. ja der er det en helt anden sag. Jeg har så mange åbne ar, ar som gør så forbandet ondt! Det psykiske fylder mere og mere og det er stadig svært og hårdt at finde en nem levevej.
Det er svært for andre at forstå, at selvom jeg sidder og slapper af, så bliver jeg træt, for ‘jeg laver jo ikke noget.’ Men det at være sammen med andre og tilstede, kræver mere end man skulle tro. Og det er særligt hårdt, når jeg er sammen me familien og venner. Særligt at være i samme hus som familien, har jeg oplevet som værende rigtig hårdt. Det er specielt når nogle bestemte familiemedlemmer spørg hvordan det går og jeg svarer ikke så godt og/eller de hører mig græde bag en dør, så henvender de sig ikke og/eller spørg til mig – men det værste ved det er nok, at jeg allerede på forhånd ved det og slet ikke regner med, eller forventer at de reagerer. Og når vi ses, så føles det også som, at de ikke tør tale med mig = at de har placeret mig i en kasse som værende ‘hende som er træt, lidt til tårer, irriteret’ mm. Og hvor gør det bare så forbandet ondt!
Jeg ved godt, at det ikke er det sjoveste at tænke og skrive om min familie, men bloggen er mit frirum, her hvor jeg kan komme ud med mine tanker og frustrationer. – Det skal dog siges, at det ikke er alle i min familie, som er sådan.
Noget af det, som også dræner rigtig meget energi ud af mig, er følelsen af, at jeg føler at jeg er en dårlig veninde – ikke at der er nogle der har nævnt noget. Men det at være en veninde som ‘ikke rigtig er tilstedet’ når jeg er sammen med andre, har jeg det rigtig dårligt med. Jeg har min maks. grænse på halvanden time, for jeg ved, at hvis er jeg sammen med andre i mere end det tidsrum, så er jeg helt færdig og det koster rigtig meget på energi kontoen efterfølgende. Og er der noget jeg vil mere end andet, så er det, at hygge mig med mine veninder. Tanken om at hygge, være ude og spise og bare kvalitetstid med dem jeg holder af, er virkelig noget jeg savner. Og jeg frygter så meget, at det er svært for andre at forstå, at jeg ikke kan mere end den halvanden time, idet at jeg ‘jo sagtens’ kan være stor smilende, når jeg er sammen og ude blandt andre.
Så vender vi tilbage til det med ‘Et billede siger mere end 1.000 ord, ‘ så er dette et rigtig godt eksempel. Billedet nedenfor blev taget få minutter efter et stor smilende billede blev taget – et smil kan gøre meget og jeg er god til at mande mig op og smile, men ser man bag kameraet, så kan sandheden sagtens være en helt anden. Jeg ved også godt at det er svært for andre at sætte dig ind i, når jeg ikke viser bagsiden og frygten for svigt blandt familie og veninder er nok noget af det, jeg frygter allermest.

Herudover så er jeg indkaldt til scanning af min hjerne, da jeg er begyndt at have svært ved at finde ord, huske og stamme – frygter virkelig meget, at min hjerne har taget skade 😔 Og så savner jeg mit arbejde mere end hvad gør, er(!), og det er frustrerende at jeg godt ved, at jeg endnu ikke hverken har overskud og energi til at være til stede i mere end blot 1,5 time. Men tanken om arbejde er til gengæld noget som gør mig glad og giver smil på læben. Så er jeg blevet indkaldt til scanning af mit hoved, da det måske også har taget mere skade end hvad godt er. Og giver psykologen noget godt? – NEJ, det synes jeg egentlig ikke! Jeg har været hos hende to gange nu og begge gange er det som om, at hun prøvet at placere mig i en kasse, men hver gang, så passer jeg ikke ind i den kasse som hun håber på. Så det føles mere som tidsfordriv, end gavn at være hos hende.

Endnu engang et rigtig rodet indlæg, men det er rart at komme ud med tanker og frustrationer.

Læs også: Ulykke part III – En aften tur ved vandet og en ulykkestilstand

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

14 kommentarer

  1. Tina

    Kæreste Ida,
    du kan tro jeg præcis ved hvordan du har det.
    Jeg var jo selv ude for en ulykke og udover fysiske mén for evigt så fik jeg en lille hjerneskade med syns- og høreproblemer, dårlig balance og dårlig hukommelse.
    PTSD kan også give lidt dårlig hukommelse og koncentration.
    Hvad angår din psykolog, så kan du skifte til en med erfaring i ulykker og PTSD.
    PTSD som jeg bestemt tror du har (har jeg også) for det kan jeg se i din opfattelse af dine kære. Du er ramt dybt ind i din psyke og det giver et bestemt tankesæt. Det skal du have en psykolog med erfaring i.
    Med hensyn til scanning, så er det ikke sikkert at en hjernescanning kan opdage en neurologisk skade og derfor vil jeg anbefale, at du sendes til en neurolog eller neuropsykolog og bliver udredt og testet der.
    Hvad angår dit fysiske niveau med 1.5 time, så er det flot gået og det bør dine omgivelser rose dig for.
    Når jeg skal ud, til en undersøgelse eller lign. så skal jeg tage ekstra morfin og det koster mig altid en uge eller to i sengen/på sofaen efterfølgende.
    Du gør dig selv en kæmpe tjeneste ved at økonomisere med dit energi niveau, lad dig ikke gå over din egen erfaring og din egen grænse, det slår dig bare endnu mere ud.
    At være døden nær og få en snert af dødsangsten ind giver også et særligt tankesæt og her kan andre have utroligt svært ved at forstå en og have “sympati” for en.
    Ved du at rigtig mange alvorligt kræftsyge er dem der må tage familiens og vennernes ting på deres skuldre, de må lukke ned for deres egen smerte og angst og være den stærke for alle de andre.
    Der er noget rent psykologisk som sker, du er ikke den eneste desværre.
    Mennesker har ofte berøringsangst, vil ikke spørge ind, lukke ørerne når du pipper op osv.
    De ønsker at tro på det bedste og holde fast i det bedste og det er frustrerende for dig og alle andre i din situation.
    Personligt har jeg valgt at trække mine følehorn tilbage og passe bedre på mig selv, for andre gør det desværre ikke og jeg knækker hvis jeg hele tiden skal være den stærke, når mit indre ikke har det sådant.
    Jeg kan tænke du har det nogenlunde ligeledes.
    Pas på dig kære Ida, du er den som bedste selv kan heale dine sår og du er Herren i dit liv, så pas godt på det:-)
    Selvfølgelig ville det være godt om din mor, din familie, dine venner bedre forstod dig og bedre kunne støtte dig, men virkeligheden er en lidt anden og det er virkeligheden du skal forholde dig til.
    Udsæt ikke dig selv for billeder (som siger mere end tusinde ord), så er du med til at de omkring dig “vælger” at forstå dig forkert.
    Du er altid velkommen til at kontakte mig på min mail:-)
    Jeg ønsker dig det bedste og håber du får hjælp til at bearbejde ulykken, og hvis ikke må du hjælpe dig selv, for du er Herren i dit liv, heldigvis er du det:-)
    Knus og tanker og jeg er enig med dig Ida!

    • Tina.. Jeg kan ikke sige nok tak for dine kommentarer. De er virkelig værsat!¨¨
      Jeg har faktisk ikke selv tænkt på, at jeg har fået PTSD, men det er helt bestemt noget jeg vil undersøge. Og tak (!) fordi at jeg må tage kontakt til dig. Det har jeg skrevet bag øret.
      Igen, rigtig mange tak ! <3

  2. Årh søde Ida. Selvom det ikke kan sammenlignes så har jeg en lille idé om hvad du føler. Mens vi har været i fertilitetsbehandling har jeg haft mange af de samme tanker som dig. Ked af at familie og dem der er tættest på ikke forstår en og ikke kan finde ud af at spørger ind – som du selv skriver, de virker “bange” for en og tør ikke spørger.

    Det er noget af en ulykke du har været ude for – jeg håber snart at du kan få en normal hverdag igen! <3

    • Søde Stine. Jeg vil gerne tro at der er nogle sammenligninger der. Det er rigtig svært når familie, venner og omgangskreds ikke kan sætte sig ind i ens følelser og behov og det er svært for en selv at være i.
      Og tak (!), men en normal hverdag, kommer jeg nok aldig helt tilbage til :(

  3. Sødeste Ida – det gør mig så ondt at høre. Kæmpe knus og kram til dig.

    Psykologer kan være nogle sære nogen, men husk ingen psykologer er ens og den psykolog der kan hjælpe lige præcis dig skal nok være derude, så se du bare at få skiftet i en fart. Der er ikke nogen andre end dig selv der kan sige om den nuværende psykolog er god nok til at håndtere dig og dit behov for psykologhjælp.

    X’er for at alt er som det skal være med hovedet, hvorfor skulle det ikke bare være en sen-reaktion på noget af alt det du har været igennem? Åååhhh sødeste Ida hvor jeg sådan håber at du snart er tilbage igen.

    Sig til hvis du har brug for at snakke/skrive eller andet. Igen knus, kram og masser af tanker herfra.

  4. Tine Lildballe

    Kære Ida.
    Jeg vil skynde mig at sige at jeg ikke tror dy har ptsd. Som jeg læser det, har du en HELT normal reaktion på at have været involveret i en alvorlig ulykke. Men jeg ved også, at hvis man ikke får gjort noget ved det, så KAN det blive til ptsd. Jeg tæbker du skal prøve en anden psykolog? Gerne en med speciale i traumer. Og så vil jeg anbefale dig at læse bogen “traumeheling”. Den handler godt nok primært om bilulykker, men meget af det kan overføres til andre ulykker.

    Alle de følelser du beskriver havde jeg også. Især den med trætheden. Især min svigerfamilie forstår det desværre ikke føler jeg. At jeg nærmest altid er træt. For det bliver man.

    Kæreste Ida. Du er et svært sted nu. Du er udadtil helet. Men du er det ikke indvendigt. Jeg vil godt love dig at det bliver bedre, så længe du bliver ved med at snakke om det. Bearbejde. Det tager desværre voldsomt lang tid. Men det bliver bedre.

    Jeg har fået afgjort méngrad nu. 20%. Jeg har lige haft fem dage hvor jeg har haft sindssygt ondt, efter at have siddet stille i en flyver. Jeg går stadig til psykolog.
    Til februar er det 2 år siden. Det kan nok på sin vis virke nedslående tænker jeg. At vide hvor lang tid det kan tage. Men måske også give dig noget håb? Det håber jeg.

    Jeg vil gerne komme og drikke en kop kaffe med dig hvis du har lyst. Og jeg har ingen problemer med at gå efter halvanden time. For jeg kan godt huske dengang jeg knap kunne overskue at have besøg af mit et og alt – min søn – mere end 30 min. Det er også ok hvis du ikke har overskud endnu. Du må også bare gerne sende mig en mail med alle dine “dumme” tanker hvis du har brug for at hælde dem ud til en de forstår og ikke sætter dig i en kasse ❤️

    Det er en pisse hård situation du er i. Men jeg tror på du kommer igennem. Det tager bare tid. Lang tid desværre. Men man kan sagtens få et godt og skønt liv igen.

    Kæmpe mange kram til dig!

    • Tak Tine! Jeg sætter så stor pris på dine kommentarer. Og tak for anbefaling af bogen ’traumeheling.’ Ud fra titlen lyder den meget interessant.
      Det er så frustrerende, når ens nærmeste ikke forstår en, og mere ser mærkeligt på en og sætter en i ’kasser.’
      Hvor jeg er glad for at høre, at du har fået afgjort din méngrad. Det må være rart at kunne ’hakke’ det punkt af og nu kan komme i gang med alt med forsikringen.
      Tak for kaffe tilbud, det synes jeg lyder som en god og hyggelig ide :)
      Og tak fordi at du er så god til at sætte håb og ro for fremtiden ❤️

  5. Tine Lildballe

    PS jeg hader der er så meget berøringsangst med følelser. Når jeg siger “det går faktisk rigtig dårligt lige i øjeblikket” kan folk se helt forkerte ud. De ved ikke hvad de skal sige. Øv.

  6. Hvor er det forfærdeligt og hvor er jeg ked af det på dine vegne. Jeg kan ikke sætte mig i dit sted 100%, da jeg ikke selv har prøvet lignende, men jeg kan prøve at se det fra din side. Det må være utrolig hårdt at føle sig så isoleret og alene. Jeg håber, det snart begynder at lysne sig for dig <3
    Kram,

    http://nikkilund.dk

  7. Susanne J

    Kærest Ida, jeg føler med dig og håber det bedste for dig. Pøj pøj med din scanning, det skal nok gå godt – du kommer stærkt tilbage igen, er jeg sikker på:-)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.